Sikkerchat.dk

Venskab og følelser online

Det Kriminalpræventive Råd Red Barnet

Hjernen styrer følelserne

Måske har du prøvet at blive rasende eller ked af det over, at nogen har skrevet noget grimt om dig på nettet.  Eller du har måske prøvet at ligge helt flad af grin i flere minutter over et Youtube-klip. Både når du er rasende eller har grineflip, så bliver du styret af dine følelser. Og så kan du ikke altid styre dine handlinger.

Faktisk snakker hjerneforskere om, at vores følelser er som et lille barn, der kan være svært at styre – og gør underlige ting som vi ikke helt forstår. Følelsescentret bor helt inde i midten af vores hjerne i noget, der hedder Amygdala. Og herfra har det kontrol over rigtig meget af det, vi gør.

Kilde: Niels Poulsen/Jon K. lange, 2007

Når vi griner over noget sjovt eller bliver sure på nogen, så pumpes en masse stoffer ud i hjernen, der gør, at vi ikke kan stoppe op og tænke os om - nærmest som hvis du sidder på en cykel på vej ned af bakke, hvor bremserne er rustne, og du derfor kun kan bremse langsomt op.

Alt afhængig af hvor rasende eller glad du har været, kan det tage din hjerne 10-300 sekunder at stoppe helt op, så du kan tænke dig om igen. Og det er i disse sekunder, at man ofte kommer til at sms’e eller skrive noget grimt, som man senere fortryder.

Så næste gang du virkelig har lyst til at sende en sur sms eller skrive noget grimt, så tænk på cyklen med de rustne bremser - og HUSK: Tæl til 10, inden du reagerer... Og hvis det ikke hjælper, så tæl til 10 igen og igen og igen og igen og igen...