Sikkerchat.dk

Det Kriminalpræventive Råd Red Barnet
Print

Aktuelt

- Styrket indsats mod digitale sexkrænkelser.

Regeringen præsenterede i dag et udspil, der sætter ind med en bred vifte af initiativer i kampen mod digitale sexkrænkelser. Med udspillet lægger regeringen op til at skærpe straffen, og politiets behandling af konkrete sager bliver styrket. På ungdomsuddannelserne styrkes den forebyggende indsats, og trivselsmålinger skal bruges til at holde øje med, om elever krænkes på nettet.

Undervisningsministeriet har blandt andet udarbejdet en kampagne hvor ti kendte danske YouTubere opfordrer de unge til at blive bedre til at passe på hinanden på nettet. Samtidigt inviteres de unge til selv at komme på banen og sige fra overfor deling af nøgenbilleder og hård tone. De 10 film er den 3. februar 2017 tilsammen blevet set knap 770.000 gange og har medført stor debat blandt de unge om digital adfærd. Særligt filmene om deling af krænkende billeder af andre har medført debat blandt de unge på YouTube.

Oplysningsindsatsen består udover YouTube-kampagnen til de unge også af to dialogfilm til forældre og inspirationsmateriale til undervisningen på ungdomsuddannelserne. Formålet med dialogfilmene er at bidrage til debat på tværs af generationer om, hvad der er god digital adfærd. Det er Undervisningsministeriet, Sex og Samfund, Red Barnet og Børns Vilkår, som står bag oplysningsindsatsen, og materialerne kan ses på EMUs hjemmeside.

Samtidig er Red Barnets rådgivning Sletdet blevet mere kendt gennem oplysningsfilmen ”Er du blevet delt”, som nu er blevet vist ½ million gange. Alene i januar 2017 har Red Barnets rådgivning modtaget 100 henvendelser fra børn og unge, som har brug for hjælp og gode råd om deres onlineliv. Se filmen på redbarnet.dk/sletdet

Download regeringens udspil her.

Tilbage