Sikkerchat.dk

Leksikon

Det Kriminalpræventive Råd Red Barnet
Print

Leksikon

4chan

4chan er et engelsksproget imageboard. Et imageboard – eller et chan, som er forkortelsen for channel – er en slags internetforum, hvor omdrejningspunktet er at poste og dele billeder.

På websitet 4chan diskuterer brugerne manga, anime og japansk kultur. De fleste brugere på sitet er anonyme. Sitets board, væggen, hvor mange af memerne opstår, er populært. På 4chan er der meget få regler for, hvad brugerne må poste på væggen. 4chans brugere har ry for at være kreative, fordi de bl.a. har startet mange memer, som er fænomener eller trends på internettet.
 

AD-mention

Ad-mentions stammer oprindeligt fra twitter-kulturen. Den bruges i bl.a. statusopdateringer og laves ved, at man skriver et @ foran en persons navn. Det er en måde at henvende sig til en anden bruger på, fordi man ved en ad-mention gør en ven eller en anden bruger opmærksom på, at man har skrevet en statusbesked, der vedkommer personen.

Samtidig gør man andre brugere opmærksomme på personen, der er nævnt i statusbeskeden. Ad-mentions er derfor også en måde at tagge en anden person i en statusopdatering. Og på den måde giver man statusopdateringen mere indhold, fordi de, der læser den, kan klikke sig ind på den omtalte person og få flere oplysninger om vedkommende.

Admin/Administrator

Begrebet admin er forkortelsen for administrator. En administrator er den person, der administrerer systemet på et website. På websitet har administratoren ansvaret for driften af systemet. Nogle gange findes der to administratorer, hvor den ene har ansvaret for det tekniske, imens den anden har ansvaret for det redaktionelle.

På websites med debatfora findes der oftest en eller flere administratorer, som overvåger de brugeroprettede indlæg. Administratorens opgave er her at sørge for, at den gode tone overholdes. Administratoren kan gribe ind, hvis debatterne løber af sporet.

På Facebook findes der i de forskellige Facebookgrupper brugere, der virker som administratorer.

Alias

Et alias er det samme som et brugernavn. Når man opretter en profil på et netmødested, vælger man et brugernavn, som derefter er dét, andre ser og forbinder med ens profil.

Man kan godt kalde sig MichaelHansen, men det er sjovere for eksempel at hedde ”IAmLovely” eller ”MilleMus”…Der er status i at have et spændende eller sejt brugernavn.

App

App er forkortelsen for applikation. Applikation er et miniprogram, man kan downloade til sin smartphone og computer. App’en kan bruges til hurtigt at tilgå en service som fx Twitter, Facebook, DMI Byvejret, Snapchat og Instagram.

En app er designet til, at brugeren hurtigere og lettere kan udføre en enkelt, specifik handling eller flere handlinger inden for samme emne. Eksempelvis kan man downloade en radio-app til sin smartphone, der gør det muligt at vælge mellem og høre forskellige radiokanaler. Et andet eksempel er den type apps, mange løbere brugere på deres smartphone til bl.a. at opmåle og tage tid på løbeturen.
 

Arto

Arto (www.arto.dk) var i en årrække børnenes foretrukne netmødested. Man kan udvikle sin egen profil, se video eller kommentere andres profiler, billeder osv. Alle profiler er offentlige, så som forælder er det et godt sted at besøge for at lære børns online verden at kende.

Medierådets undersøgelse fra 2009 viste af 41% af de børn mellem 9 og 16, som havde en profil på nettet, også havde en profil på Arto.

Ask.fm

Ask.fm er en app og en hjemmeside, hvor man anonymt kan stille spørgsmål til andre brugere. Brugerprofilerne på Ask.fm er helt offentlige, og man kan ”følge” hinanden.

Ask.fm appellerer især til børn og unge. Et hurtigt besøg på siden viser, at mange danske børn og unge har profiler på hjemmesiden. Anonymiteten på ask.fm kan være spændende for nogle unge, men den kan også lægge op til chikane og grænseoverskridende spørgsmål. 
Der er god grund til at tale med børn og unge om risikotemaer, hvis de bruger Ask.fm. Sidens tjenester udfordrer såvel temaer som anonymitet, chikane og kontakter fra fremmede på nettet.

Hjemmesiden har været i strid modvind i medierne, fordi der ikke har været den store vilje fra ejerne til at give brugerne mulighed for at klage eller få fjernet chikanerende beskeder. Hjemmesiden er lavet i Letland i 2010.
 


 

Avatar

En avatar er en grafisk repræsentation af en bruger på nettet. I mange af de store spil- og virtuelle verdener starter man med at skabe sin egen figur, vælge dens udtryk, påklædning, frisure osv. Figuren/avataren bevæger sig derefter rundt i den virtuelle verden og møder andre.

Banne

At banne en bruger fra et website betyder at give brugeren karantæne fra sitet. Det er slang, som stammer fra det engelske ”to ban”, der betyder at forbyde. Når en bruger bliver bannet fra et site, bliver det gjort forbudt for den pågældende bruger at komme tilbage til sitet. I praksis kan en bruger fjernes fra et site af en administrator. Brugernavn og password kan blive slettet fra databasen af administrator, og brugerens IP-nummer kan blive blokeret osv.

Billeder og privatliv

Der er i udgangspunktet ikke noget i vejen med at lægge et billede af sig selv ud på nettet. Man skal bare huske, at et billede på nettet kan kopieres af andre. Nogle børn og unge har haft ubehagelige oplevelser med billeder.

En ubehageligt oplevelse kan fx være, at et ydmygende billede af en person sendes rundt på skolen. Et andet eksempel kan være en helt ung pige, som kommer til at lægge frække billeder ud og fortryder bagefter. Det kunne for eksempel ske på en hjemmeside som hotpeople.dk, hvor man kan lægge sit billede ud og få point for sit udseende.

Det er vigtigt at tale med børn og unge om forskellen på privat og offentligt. Spørg til deres oplevelser med billeder og hvor de sætter grænsen.

Blog/Blogging

At blogge er en måde at udgive egne tekster på digitalt. Bloggen bliver oftest set som den offentlige dagbog på internettet.

Nogle blogger med det formål at give sin mening til kende og sætte emner til debat. I den sammenhæng kan blogindlæggene minde om nyhedsbreve, artikler, debatindlæg eller kronikker, man kender fra avisen.

På bloggen har læserne ofte muligheden for at kommentere på indlægget og diskutere emnet både med forfatteren selv og de andre læsere.

Blogosfære

I forbindelse med blogs støder man oftest på begrebet blogosfæren, som dækker over det community, bloggerne har skabt. Blogosfæren er så at sige den sfære, der udgøres af blogs, og som er baseret på, at bloggene er forbundet til hinanden ved at linke til hinanden. På den måde danner bloggerne et communtiy, hvori bloggerne kan give udtryk for deres holdninger. Blogosfæren opstod i begyndelsen af årtusindeskiftet, og i takt med udviklingen har man de senere år kunnet begynde at dele blogosfæren op i mindre blogosfærer, der henvender sig til forskellige målgrupper og fokuserer på forskellige emner.

Blokering

Blokeringer kan omhandle flere forskellige elementer i det digitale miljø. Man kan bl.a. blokere personer, og man kan blokere cookies og pop-up vinduer.
Blokering af personer
En blokering forhindrer udvalgte personer i at se ens profil. Ved at blokere en person fra fx ens Facebookprofil klipper man så at sige alle digitale bånd, man har med vedkommende personer på Facebook. De blokerede personer vil ikke kunne tilgå ens profil, og ens navn vil ikke hverken blive vist i deres søgeresultater eller på deres vennelister. Blokering virker desuden begge veje, så de personer, man har valgt at blokere, vil også blive utilgængelige for en selv.

Man kan blokere brugere på Snapchat, hvis man ikke ønsker at modtage beskeder fra dem.
Blokering af cookies
I browserindstillingerne kan man vælge at blokere eller tillade cookies, og man kan tillade bestemte websites, man vil acceptere cookies fra. Det samme gør sig gældende for pop-up vinduer.

Bot

En bot er et intelligent computerprogram. Ofte er en bot noget, man forbinder med computerspil, hvor botten er en computerstyret spiller. Der findes også chatbots, der har en primitiv personlighed og viden, som kan give rådgivning i fx en webbutik.
På iPhone findes chat-botten Siri, som kan svare på spørgsmål om bl.a. iPhonens funktioner. Det er dog blevet en trend at spørge Siri om alt muligt andet, fx hvad meningen med livet er, og om hun har en kæreste. Det kommer der nogle ret sjove svar ud af.

Browser

Firefox, Google Chrome, Opera, Internet Explorer og Safari er alle navne på browsere, man kan bruge til at komme på nettet med.
En browser – en webbrowser eller en netlæser - er et computerprogram, som henter og viser websites på ens computer. En browser kan sammenlignes med et fjernsyn, man kan bruge til at zappe rundt og se forskellige tv-programmer på. Kommunikationen mellem server og browser sker som regel med den type protokol, der kaldes HTTP. Langt de fleste browsere i dag understøtter også andre protokoller, såsom FTP, gopher og HTTPS.
 

Chat og personlige grænser

Indgangsreplikken i et chatrum er næsten altid "hej". Derefter er typiske spørgsmål "hvor gammel er du?" " og hvor bor du?". Når man chatter, kan man være åbenhjertig og personlig uden at nogen kan se, at man rødmer. Man kan skrive om problemer, som man ikke kan tale med familie og venner om.

De fleste børn chatter mest med deres venner, men der er også mange åbne chatrum, hvor man hurtigt kan få nye kontakter. Nogle gange er der også ubehagelige folk, der misbruger chatrum. Der er en række eksempler på børn, som kommer ud for seksuelt grænseoverskridende oplevelser i chatrum.
 

Chatrådgivning

Mange børn og unge foretrækker rådgivning via chat. I Børns Vilkår og Cyberhus har rådgiverne god viden om børn og unges hverdagsliv med medier.

Se mere om Børnetelefonen og Cyberhus her:

Børnechatten: (Børns Vilkår) anonym chatrådgivning der henvender sig til børn og unge, der ønsker at tale med en voksen. Man kan henvende sig med både store og små problematikker. Åbningstider: mandag til torsdag fra 12 til 21 samt fredag fra 12 til 19.

Cyberhus: en hjemmeside for børn og unge – en slags klubhus på nettet. Tilbyder anonym chatrådgivning for børn og unge, hvor man kan tale med en voksen eller unge i samme situation om stort og småt. Åbningstiderne er mandag til torsdag fra 14 til 19.

Sikker Chat: Børn og unge kan også stille spørgsmål om problemer i onlinelivet til Sikker Chats brevkasse. Svaret kommer ikke på en chat, men på en e-mail, eller det bliver lagt på hjemmesiden i anonymiseret form.
 

Chatroulette

En chatroulette er en type websites, hvor man kan møde tilfældige mennesker fra hele verden gennem en chatfunktion. For det meste foregår mødet og samtalen over webcam, men der findes også chatrouletter, hvor samtalen forløber via et chatrum mellem to eller flere brugere. Denne form for chat på nettet kaldes chatroulette, fordi det er tilfældigt, hvem man kommer til at sidde over for og chatte med. Man bestemmer selv som bruger, hvornår man forlader samtalen, og om man fortsætter en ny samtale med en anden, tilfældig bruger. Når en bruger bliver afbrudt og forladt midt i en samtale, kaldes det, at vedkommende bliver nexted.

Chikane på nettet

Chikane, der foregår via nettet, kan virke voldsomt intimiderende. Dels kan det være svært at finde ud af, hvem der står bag. Dels er de sårende beskeder eller billeder offentlige, så alle kan se dem.

Koordineret chikane
Der er eksempler på, at børn og unge oplever koordineret chikane. Det kan f.eks. være beskeder fra forskellige afsendere - men med samme truende indhold. Eller en lang liste af onde kommentarer på Facebook. Denne slags chikane kan være del af et mobbemønster.

Seksuel chikane
Chikane kører tit på udsagn om ofrets seksualitet, da det er et meget sårbart område – især for teenagere. En 13-årig pige oplevede for eksempel, at der pludselig i hendes profiltekst stod ”jeg er til ældre mænd”. En anden oplevede, at der var lagt en scoreliste ind med konkrete navne på drenge i parallelklassen.
 

Clickjacking

Clickjacking kaldes af nogen for UI (‘User Interface’) afhjælpning. Det er en måde at narre brugere på nettet til at afsløre fortrolige og personlige oplysninger med det formål at få kontrol over deres computer. Clickjacking er som regel et stykke kode eller et script, der downloades til brugens computer ved, at brugeren klikker på en knap, der giver udtryk for at være til for at udføre en helt anden funktion. Det sker derfor, imens brugeren i god tro klikker sig rundt på et tilsyneladende harmløst website.

Community

I sammenhængen med brugen af digitale medier forstås et community som det sociale fællesskab, man kan opnå med andre brugere gennem et socialt medie som fx Facebook, Twitter og blogs.

Cookies

En cookie er et stykke data, der indeholder oplysninger om den bruger, der opholder sig på et givent website. Man kender det typisk fra, når man er logget på et website – så husker webbrowserens ens login for et begrænset periode, så man ikke behøver at logge af og på, hver gang man klikker sig til et nyt sted på sitet. En cookie bruges til godkendelse af brugeren, identifikation af en brugersession, brugerens præferencer, indkøbskurven ifm webshopping eller lignende handlinger, der kan gøre lettere ved at lagre brugeroplysningerne.

Cybermobning

Se Mobning på net og mobil

Cyberstalking

Cyberstalking er en måde at bruge internettet, mobiltelefonen eller andre digitale medier til følge efter, undersøge eller opsøge en person, en gruppe af personer eller en organisation på. Det handler om, at man via søgemaskiner og sociale medier på nettet søger information om en person, uden at vedkommende ved besked herom.

Cyberstalking er forskellig fra at følge efter en person uden brug af digitale medier, offline stalking, men af og til fører cyberstalking til det eller er ledsaget af offline stalking og i nogle tilfælde mobning. Cyberstalking kan ligeledes være forbundet med cybermobning.  

Cyberstalking kan omfatte falske beskyldninger og systematisk overvågning. Cyberstalking kan derfor indebærer trusler, identitetstyveri, beskadigelse af data eller udstyr, opsøgning af mindreårige til sex eller indsamling oplysninger med det formål at chikanere. Men cyberstalking kan også bunde noget så uskyldigt som en forelsket pige, der via google og Facebook søger efter oplysninger på den dreng, hun er forelsket i. Cyberstalking kan også skyldes ren nysgerrighed, der gør, at man søger oplysninger om gamle klassekammerater, den ny kollega, familiemedlemmer og andet.  

Digital mobning

Se mobning på net og mobil

DM (Direct Message)

DM er forkortelsen for ’direct message’. Direct message er en funktion på Twitter, hvor du kan sende en besked direkte til en bruger, som kun han/ hun kan læse. Det er kort besked på 140 tegn, der kun sendes fra en bruger til en anden - lidt lige som en sms. DM bliver brugt som slang og i nogle tilfælde som et udsagnsord: ”Du kan lige DM’e mig om den aftale i næste uge.”

Emoji / emoticon
 Emojis eller emoticons (sammentrækning af "emotion" og "icon"; følelses-ikoner) har siden smartphonen blev allemandseje været et populært krydderi til sms'er og andre former for tekstbeskeder.

Emojis kan bruges til at udtrykke følelser og er et godt supplement til skriftlig kommunikation, hvor mimik, kropssprog og tonefald mangler. Nedenfor ses et udsnit af de emojis, man kunne sende fra iPhone i 2015

Face rape

Face rape

”Face rape” betyder kort sagt at skaffe sig adgang til en anden persons personlige Facebook-profil og ændre profilens billeder eller skrive nye kommentarer eller tekster. "Face rape" kan både være en ondsindet handling og uskyldigt drilleri.

 

Første danske dom for Face rape
I februar 2013 idømte retten i Helsingør to drenge bødestraffe på  4000 kroner for at fifle med en jævnaldrende piges Facebook-konto. Drengene havde fået adgang til pigens Facebook-konto og udskiftet pigens profilbillede, hvor hun poserede sammen med sin kæreste, til et billede, hvor hun var i selskab med en penis. Drengene havde også gjort flere af pigens private beskeder offentlige, så alle hendes Facebook-venner kunne se dem.

 

Derfor blev de dømt
Udøvere af face rape kan i teorien blive sigtet for hacking med fængselsstraf til følge. De to danske drenge blev i stedet sigtet efter straffelovens paragraffer om: "overtrædelse af brevhemmeligheden, blufærdighedskrænkelse og for at viderebringe meddelelser om andres forhold".

Facebook

Det sociale netværk ”Facebook” indtog Danmark i 2008, og i 2013 havde over 3 mio. danskere en profil på det populære sociale netværk.
Facebook handler om at dele informationer. Folk kommenterer, debatterer, laver statusopdateringer, lægger billeder op, spiller spil eller geo-tagger sig selv og hinanden.

Man skal officielt være 13 år for at oprette en Facebook profil, men rigtig mange danske børn under 13 har en profil.
 

Fake profil

Alle kan på to minutter oprette en profil på for eksempel Facebook. Derfor bliver der også oprettet falske profiler, eller ”Fake profiler”. Fake profiler bruges af personer, der ønsker anonymitet, til at lave sjov med en anden person – eller til at mobbe.

FIFA
FIFA (forkortelse for Fédération Internationale de Football Association) er egentlig fodboldforbundenes verdensorganisation. Men det er også forkortelsen for et meget populært spil til PC, Playstation og Xbox, som er blevet udgivet i en ny version hvert år siden 1994.
Typisk frigives en ny version sidst på året med opdaterede hold- og spillerdatabaser som stort set stemmer overens med de aktuelle ligaer i Europa, USA og Sydamerika, foruden en række nye spilfunktioner samt opdateret grafik og gameplay. 

I FIFA kan man spille mod sine venner eller modstandere, man ikke kender, og man kan selv købe spillere og sammensætte hold.
Flaming

Når man er online på nettet, er det let at færdes anonym rundt på de forskellige medier. Og når ens identitet er skjult for andre brugere, er det lettere at opføre sig ubehøvlet og hensynsløst, fordi ens adfærd er uden konsekvenser.

Flaming er fjendtlig, grov og fornærmende beskeder og samtaler, der finder sted mellem to eller flere brugere på nettet. Flaming sker normalt i sociale sammenhænge på nettet som fx i svar til en statusopdatering på Facebook eller svar til et blogindlæg. Oftest sker flaming, når brugere diskuteret et emne, og diskussionen ophedes. Men det kan også blive fremprovokeret af tilsyneladende helt banale udtalelser.

Nogle personer færdes i debatforummer og bloggosfæren for udelukkende at starte flaming. Disse brugere kaldes trolde – se: trolling.

Flickr

Flickr er et website, som bruges til at uploade og dele billeder med. Flickr fungerer både som et online fotoalbum og som et community, der især består af fotografer og personer, der er interesserede i fotografering og billedredigering. I juni 2011 var der 10 millioner aktive grupper på Flickr, der diskuterede fotografier og ser hinandens fotografier over websitet, og der er uploaded fotografier af mere end 60 millioner forskellige fotografer – professionelle og uprofessionelle - på sitet.

Foursquare

Foursquare er et socialt medie, der er baseret på geo-lokation. Foursquare fungerer som app på smartphone, men er også et website, hvor man som bruge kan logge sig ind med en oprettet profil. Foursquare er tilgængelig for brugere med smartphones, der har GPS.

Brugere foretager et “check-in” og fortæller herved andre brugere, man er venner med på Foursquare, hvor man er. Samtidig giver ens “check-in” et x antal point alt efter, hvor mange gange man har været der før, eller om det er første gang, man er der. Hvis man er den bruger, der har tjekket ind på stedet flest gange, bliver man mayor (‘borgmester’) af stedet. Hvert check-in tildeler brugeren point og nogle gange et badge. Man kan fx få et bookworm-badge, hvis man har været på biblioteket mange gange, eller et crunked-badge, hvis man har tjekket ind mange steder i løbet af en nat.

Foursquare handler også om, at brugerne kan bruge deres smartphones til at interagere med deres omgivelser. Man kan således lave en kommentar til stedet, sætte et billede (se: geo-tagging) på eller foretage et ‘shout’ til de andre brugere.
 

Geo-lokation

Geo-lokation er en teknologi på smartphones, der gør det muligt, at man kan “tjekker ind” på bestemte steder, man befinder sig rent fysisk – fx når man er på en café, i en biograf eller en skole. Teknologien findes også på blandt andet Facebook, Twitter og Foursquare. Geo-lokation gør, at man kan fortælle andre, hvor man fysisk befinder sig.

Geo-tagging
Geo-tagging er, når man fx tagger et billede eller en kommentar sammen med en lokation for at vise, hvor man befinder sig eller hvor billedet er taget. Læs mere under "Geo-lokation".
Get Glue

Get Glue er en social netværkstjeneste, der findes på app og som website. Get Glue handler om, at man som bruger laver et ”check-in” på den aktivitet, man er i gang med. En aktivitet kan være den film, man er i gang med at se, eller den tanke, der p.t. optager én (fx ’mad’ eller ’søvn’).

Get Glue bygger så at sige på samme grundprincip som Foursquare, men her tjekker man ind på den aktivitet, man er i gang med i stedet for det sted, man befinder sig.
 

Gold Farming

Gold Farming er et MMOG (‘massively multiplayer online game’) online spil, som går ud på at optjene virtuelt guld og sælge det videre til andre spillere. I Gold Farming er det ret almindeligt, at man som bruger samler det virtuelle guld ind og sælger det for penge via nettet.

goSupermodel

goSupermodel er et online fællesskab, som det danske firma whatAgame står bag. Spillet tilgås gennem TV2’s website. Det er henvendt til piger, og websitet indeholder forskellige former for aktiviteter, sjov og veninder. goSupermodel er et gratis og sikkerhedsorienteret MMOG, der udgør en virtuel verden, hvor piger styrer.

Grooming

Grooming - når børn lokkes til sex efter netmøde
Hvis man forstår grooming-processen, er der større chance for at man kan redde et barn fra seksuelle overgreb. I dag anvendes begrebet "grooming" om en seksuel krænkers manipulation og bearbejdelse af et barn op til et seksuelt overgreb. Manipulationen følger - i langt de fleste sager - det samme mønster. Hvis det starter på nettet, følger forløbet typisk forskellige faser:


1. Kontaktskabende fase
Den seksuelle krænker vil typisk bruge chatrum og hjemmesider for børn til at skabe en første kontakt. Alle børn kan blive kontaktet af en seksuel krænker, men nogle børn er mere udsatte end andre. Børn som mangler selvtillid, ordentlig voksenkontakt og omsorg vil i højere grad være modtagelige for den opmærksomhed, som er krænkerens bedste kort.

2. Opbygning af venskab
Den seksuelle krænker giver barnet masser af positiv opmærksomhed. Hvis han finder ud af, at barnet spiller håndbold, vil han typisk sige, at han er glad for samme sport. Den voksne vil forsøge at skabe tillid hos barnet, og barnet vil mærke en konstant interesse over tid. På dette tidspunkt kan det være, at kommunikationen flytter over på Messenger.

3. Risikovurdering
Samtidig med at der skabes et slags venskabsforhold, vil den voksne tjekke barnets omgivelser. Det vil være vigtigt for ham at finde ud af, om barnet har en tæt forældrerelation, om barnet har sin private pc på værelset osv.. Disse oplysninger bruges til at vurdere risikoen for, at omgivelserne får noget at vide.

4. ”Den eneste ene” fasen
Krænkeren vil forsøge at skabe en intim relation, hvor der udveksles hemmeligheder, og hvor samtaleemnerne bliver meget personlige. Samtidig vil den voksne teste barnet ved at stille krav, for eksempel om at barnet skal sende nøgenbilleder eller lignende. På denne måde gøres barnet medansvarligt. På dette tidspunkt i forløbet vil kommunikationen nogle gange flytte over på mobiltelefonen.

5. Den seksuelle fase
Her vil samtalerne begynde at handle om sex og krænkeren vil typisk forsøge at arrangere at mødes i virkeligheden. Det kan være meget svært for barnet at sige nej. Dels føler barnet selv ansvar og medskyld, dels har barnet fået opbygget en stor tillid og mange positive følelser overfor den voksne.
 

Grooveshark

Grooveshark er et website, hvor man kan søge, uploade og høre musik, andre brugere har anbefalet. Grooveshark giver mulighed for at uploade eller lytte til musik, der kan blive spillet med det samme. Hver måned bliver der afspillet mellem 50 til 60 millioner sange over Grooveshark, og websitet har mere end 400.000 brugere.

I Danmark har Grooveshark ikke en aftale med KODA. KODA mener, at Grooveshark er en pirat-service, fordi danske sangskrivere og musikere ikke modtager betaling fra Grooveshark, når deres numre spilles.
 

Habbo

HabboHotel er et animationsunivers, hvor især de lidt yngre børn kan lave deres egen habbofigur og indrette deres eget hotelværelse. Når de har gjort det, kan de møde andre habbofigurer ved hotellets pool eller i hotellets diskotek.

På Habbo er der chat og konkurrencer, og man kan købe møbler til sit hotelværelse med habbo-mønter.
 

Hacking

Tidligere var en hacker en person, der var dygtig til at arbejde med software og computere. Men i dag bliver begrebet også brugt i en negativ forstand. Hacking er derfor et ‘pendul-ord’. Det bruges om dygtige software ingeniører og programmører. Men hacking bruges også til at betegne den type IT-kriminelle, der via internettet bryder ind i andres computere. De hacker sig ind i andres computere og kan dermed stjæle personlige oplysninger, få adgang til en webbank, passwords osv. Hacking handler i bund og grund om evnen til at kunne manipulere med noget digitalt, og man kan hacke både url’s, scripts og anden slags kode.

Hadesider

En hadeside er fx et website eller en side på Facebook, hvor brugere mødes for sammen at hade, trashe og dele dårlige erfaringer om en bestemt person, et firma eller fænomen.

Se fx www.ipodsdirtysecret.com, www.hvemka.dk, www.ihatestarbucks.com og www.utryg-baltica.dk  
 

Happy slapping

Happy slapping er en betegnelse for umotiveret vold eller chikane mod en nogle gange helt tilfældigt offer. Det bliver oftest udført af en eller flere. Overfaldet optages med mobiltelefon, og optagelsen bruges efterfølgende til at blive sendt rundt og vist til morskab for andre. Forklaringen på at det kaldes ’happy slapping’ skyldes, at tilskuere og gerningsmænd griner ad voldsepisoden.

Hårdt sprog

Anonymiteten og den fysiske afstand i digital kommunikation kan betyde, at der hurtigt ryger en provokerende besked af sted. Omvendt betyder den fysiske afstand og kulturen på mødestederne også, at der sendes utrolig mange digitale kys og kram.

Hashtag

Hashtags kan være et enkelt ord eller en sætning uden mellemrum med tegnet # foran. Det er populært at bruge hashtags på sociale medier som Twitter, Facebook, Instagram og Google+.

Man kan sige, at hashtags er en måde at indeksere sit indhold på sociale medier. Det er en form for søgeord. Du kan fx lægge et billede af din aftensmad på Instagram og tilføje hashtagget #instafood. På den måde kan andre ikke alene se billedet af din aftensmad på din profil, men også hvis de søger på hashtagget #instafood. Så vil dit billede dukke op sammen med de tusindvis af andre, som også har taget billeder af mad og tilføjet hashtagget #instafood.

Forskellige temaer har altså forskellige hashtags, og på forunderlig vis bliver brugere af sociale medier ”enige” om hvilke hashtags, man bruger om et bestemt emne. På Twitter er det fx populært at markere et tweet (en tekstbesked på maks. 140 tegn) med hashtagget #dkpol, hvis tweetet omhandler dansk politik. Det gør det nemt for andre brugere at finde alt aktuelt indhold om dansk politik, hvis de søger på #dkpol.

Et hashtag gælder udelukkende på det medie, det er lavet – et billede eller et stykke tekst med hashtag på Facebook kan altså ikke findes ved en hashtag-søgning på Instagram og omvendt.

Hvis du har en lukket profil på et socialt netværk, kan dit indhold kun ses af dine venner/følgere, uanset om du tilføjer hashtags til billederne/statusopdateringerne eller ej.

Hater

En hater er en person, der giver udtryk for et intenst had eller trods, selvom der ikke er nogen grund til, at vedkommende har det sådan. Derfor opfatter andre personer typisk hater’ens udsagn som urimelige og falske.

Hosting

En, der hoster websites, er oftest et webhotel. De er så at sige værter for de websites, der bruger webhotellet. Webhoteller er en ydelse, der stiller servere til rådighed, så websitet kan være tilgængeligt døgnet rundt.

Instagram (IG)

Instagram – eller IG, som det forkortes af brugerne – er et socialt netværk, der bruges via smartphones. Det er Facebook, der ejer tjenesten, som har over 100 millioner brugere. På Instagram deler brugerne fotos eller korte filmklip. Det er ofte sjove, skæve, anderledes fotos fulgt af en kort tekst. Aldersgrænsen på IG er 13 år ligesom på Facebook.
 

Følg andre brugere
Man kan følge andre brugere ved at søge efter deres navn og klikke ’følg’. Alle de nyeste billeder fra dem, du følger, dukker op i din nyhedsliste, så du hele tiden kan holde dig opdateret på, hvad venner, bekendte og ikke mindst kendisser går og laver. Man kan også ’like’ et foto og kommentere – ganske som på Facebook.
 

Søg på billeder
Man kan søge efter specifikke #tags – det vil sige emneord eller kategorier, som brugere har givet deres billeder. Eksempelvis kan du søge efter #tavle og finde alle de billeder, der har noget med ordet ”tavle”.

 

Børn på Instagram
Ligesom andre sociale medier er det vigtigt at børn, der bruger Instagram (og det er mange) lærer at dele billeder med omtanke og med respekt for andres privatliv.
 

IP-nummer

IP er forkortelsen for Internet Protocol. Den er netværksprotokol, der bruges på internettet eller lokale nætværk til at sende data i form af pakkeoverførsler.

Et IP-nummer er et andet ord for IP-adresse. Et IP-nr. er det nr., der identificerer én på internettet. IP-nummeret kan betragtes som computerens telefonnummer. Et IP-nummer i 32 bit er opdelt i 4 talgrupper (‘oktetter’) enten som decimaltal eller hexadecimaltal, som fx: 169.126.357.4. IP-nummeret kan dog ikke med sikkerhed bruges til at identificere en computer eller en bruger. IP-nummeret tildeles for det meste enten af routeren eller internetudbyderen, og det kan derfor bruges til at identificere en bestemt adresse. Men mange computere kan eksternt dele samme IP-nummer, hvis man fx befinder sig i en stor virksomhed eller på en skole. Her er der mange brugere og computere fælles om samme IP-nummer.

iTunes

iTunes er et musikprogram til computere og smartphones. iTunes bruges primært til at afspille og købe musik og podcasts over. iTunes indeholder også en app-store, man kan købe apps over. I udlandet kan man også købe og se tv-serier og film over iTunes.

Jodel

Jodel er et socialt medie og en mobilapp. I Jodel ser og deler man opslag med Jodel-brugere, der er i området omkring en. Derfor skal Jodel have adgang til ens lokation. Det særlige ved Jodel er, at brugerne er anonyme, og at alle opslag deles med alle Jodel-brugere i nærområdet. 

Ideen bag Jodel er, at brugerne (”jodlerne”) kan dele sjove, ærlige eller skøre historier. Ingen kan se, hvem der har deler eller kommenterer på opslag – netop fordi alle er anonyme i Jodel. Brugerne på Jodel deler for det meste tekstbeskeder. Nogle gange deler brugerne også billeder.

Som regel er tonen god på Jodel, og brugerne taler om emner fra deres hverdag. Men vær opmærksom på, at nogle opslag kan have en hårdere tone.

Det er en god ide at tale med sit barn om, at det er vigtigt, at barnet ikke fortæller sit navn, sin adresse eller andre personlige oplysninger på Jodel. Tal også om, at det er vigtigt, at man kun skriver gode beskeder på Jodel – så ingen bliver kede af det.

Like (at like)

På forskellige sites som Facebook, YouTube og Get Glue kan man som bruger trykker på et ikon, som viser en hånd, der vender tommelfingeren op ad. Denne funktion kaldes ’like’. Funktionen findes også på mange internetaviser og blogs. Når man liker noget og trykker på ikonet, er det, fordi man kan lide den statusbesked, man har læst, eller den video, man lige har set. Man klikker på ikonet for at fortælle den, der har skrevet statusopdateringen eller indlægget, at man sympatiserer med det, der er skrevet. Samtidig viser man også de andre brugere, at man kan lide det.

Logging

Logging er den måde, man holder styr på, hvem der er til stede på ens site. Det er lige som at holde en logbog over, hvem der på besøg i ens virtuelle hjem. Man kan logge et IP-nr. og de cookies, der sættes på internetbrugerne.

Der er krav om i Danmark gennem antiterrorlovgivningen, at danske webudbydere logger al trafik på de websites, de hoster. Det vil sige, alle internetbrugere følges rundt, og ens færden lagres. Der føres derfor logs over den trafik, der foregår på de enkelte sites. Det betyder, man ikke er så anonym på nettet, som de fleste tror.
 

Malware

Malware er en sammentrækning af de to engelske ord malicious software. Det kan oversættes til ondsindet programkode. Malware kendes også som virus og er en fællesbetegnelse for den type computerprogrammer, der gør skadelige eller uønskede ting på de computere, de kører på.

Mediestress

Mediestress er en betegnelse for konstante pres, mange føler i hverdagen pga. de utallige og allestedsnærværende medier. Nogle føler, at medierne presser sig på, og konstant kræver ens opmærksomhed. Det kan være svært at sige fra og slukke for computeren, tv’et, telefonen, Twitter, Facebook og alle de andre medier, fordi man hurtigt føler, man går glip af en masse nødvendig information. Denne problematik mellem at ville være til stede hele tiden, men at man ikke er i stand til at følge med i alt, hvad der sker, kaldes mediestress. Medierne stresser så at sige brugeren.

Meme

Et meme er et fænomen eller en trend på internettet, såsom lolcats og rickroll. Lolcat er et fotografi af en kat, og hvor der er skrevet et stykke vittig tekst til. En rickroll er et internetfænomen, hvor brugere narres ind på YouTube til et klip med Rick Ashleys hit “Never gonna Give You up”.

Memer ses også hyppigt på Facebook, hvor brugere kopierer og poster samme statusbesked som eksempelvis denne: ”Hvis DIN far er eller var din helt, din bedste ven, eller bare den bedste far i verden.
Hvis du er så velsignet at have ham endnu, eller måske han er den vidunderligste engel i himlen.
Så sæt dette i din status og lad alle vide, at du er stolt af din far og elsker ham over alt i verden. Du kan erstatte mange mennesker igennem dit liv, men du har kun EN far.” Der var også en kort periode, hvor alle kvindelige brugere skrev i deres status, hvilken farve trusser de havde på, og et andet tilfælde, hvor mange brugere på Facebook skiftede deres profilbillede ud med et billede af Søren Pind for at “blive assimileret”.

Messenger

Messenger et Microsoft chatprogram, hvor man kan kommunikere med personer, som man har tilføjet til sin ”venneliste”. Vennerne kan se, når man logger på computeren/mobilen. Beskeder popper op i en lille boks på skrivebordet eller på mobiltelefonens skærm, og så kan man lige spørge, hvad vennerne laver. Man kan chatte med mange samtidig, hvis man kan overskue det. Og man kan sende både billeder og animationer via Messenger, for eksempel kan man sende en animation med et rødt bankende hjerte til sin nye kæreste.

Minecraft

Minecraft er et populært computerspil blandt børn. Grafikken er meget simpel – alt er opbygget i firkanter – og konceptet er, at spilleren har en figur/avatar, som kan samle blokke af træ, sten, sand etc. og placere dem på ny, lave nye blokke (crafte), grave miner ud, konstruere bygninger, bygge kunst og angribe hinanden og nattens monstre - enten alene eller med andre spillere. Det overordnede mål i spillet er at samle ressourcer og konstruere bygninger og andre ting for at overleve mod de monstre, der kommer frem efter solnedgang og i minernes mørke.

Der findes overordnet tre måder at spille Minecraft på, men de mindste børn (4-6-årsalderen) vil ofte ”lege” sig igennem spillet og ikke spille det på ”den rigtige måde”.

Creative: Spilleren har ubegrænsede ressourcer, så han/hun skal ikke tænke på sult eller andre farer, men kan give fantasien frit spil til at konstruere finurlige bygninger eller kunstværker. Der kan stadig dukke monstre op, men de angriber kun, hvis spilleren har provokeret dem.

Classic: Den første version af Minecraft kan man stadig spille. Classic er gratis og fungerer på mange måder ligesom Creative – spilleren har ubegrænsede ressourcer, der er ingen monstre og dyr, men der er færre blokke end i den nye version af Minecraft, og nogle blokke ”opfører” sig anderledes end i den nye version.

Survival: Her er udfordringen større end i Creative. For at kunne bygge noget eller grave en mine skal man først indsamle materialer. Specielle ressourcer kan kun indsamles med specialværktøj, som skal craftes. I denne spiltilstand har spilleren en helbreds- og en sultbjælke, som viser, hvor tæt spilleren er på at dø. Den fulde version af Minecraft koster ca. 150 kr.

MMOG (Massively Multiplayer Online Game)

MMOG er et multiplayervideospil, som er i stand til at understøtte flere hundrede eller tusindvis af spillere på samme tid. Denne type spil spilles på internettet og består af mindst én vedvarende, virtuel verden. De fleste af de nyere spilkonsoller fx PSP, PlayStation 3, Xbox360, Nintendo DS og Wii kan få adgang til internettet og kan derfor køre MMOG. Derudover kan man indenfor smartphones og andre mobile enheder, der er baseret på operativsystemer som Android, iOS, webOS og Windows Mobile se en stigning i antallet af MMOG, som er til rådighed.

 

MMOG gør det muligt for spillere at samarbejde og konkurrere med hinanden i et stort omfang. Se: Gold Farming eller World of Warcraft.

Moblog

Moblog er en sammentrækning af ordet ”mobil” og ”blog”. En blog er en slags dagbog, man opdaterer på nettet. Når man taler om ”moblog, taler man om at skrive indlæg til sin dagbog på sin mobiltelefon, og herfra lægge det direkte ud på nettet.

Mobning på net og mobil

Mobning på net og mobil kaldes også ”digital mobning”eller ”cybermobning”.
Grundlæggende handler mobning altid om det samme: at en person bliver forfulgt eller udelukket fra fællesskabet. Men mobning på net og mobil har særlige kendetegn, som kan gøre mobning værre.
• Tonen kan blive hårdere end i skolegården, fordi deltagerne sidder på afstand, i skjul bag skærmen.
• Mobningen kan foregå alle tider af døgnet. Man kan ikke søge tryghed og fred hjemme på værelset.
• Dem, der mobber, kan være anonyme.
• Beskeder om offeret kan hurtigt offentliggøres og kan cirkulere rundt på medierne i længere tid
• Mobningen kan være usynlig for de voksne

Mobning på net og mobil kan være svær af håndtere, for dem, som det går ud over.
Derfor er det så vigtigt, at forebygge at medierne bruges til at chikanere eller udelukke andre.

Moderatorer/Mods

En moderator er den person, der har stillingen under administratoren på et site. En moderator kan bestemmer på forskellige ting og har fx ansvaret for, at brugerne lever op til betingelserne, beskyttelse imod trolling og flaming.

Det er forskelligt fra website til website, hvad en moderator kan, men for det meste kan moderatoren give brugere karantæne, redigere i indhold og slette andre brugeres tekster.
 

Momio
Momio (tidligere kaldet Skymo) er et dansk-produceret univers for de mindre børn, som i princippet er et "Facebook for børn". Det er udviklet af firmaet Watagame, som også ejer universet ”GosuperModel”.

Momio et et socialt netværk for børn og fungerer med profiler og venneanmodninger ligesom Facebook. I stedet for profilbillede vælger man en figur, som man giver et personligt udseende. Man kan dele fotos og video og skrive om sine yndlingsting. Der er også en chatfunktion, så man kan skrive direkte med sine venner.

Som forældre skal man udforske Momio sammen med sine børn og tale med dem om hvad de må dele og skrive. Det er også en god ide at lave aftaler med sine børn om, hvilke billeder og video, de må offentliggøre, for billederne er i udgangspunktet offentlige for alle medlemmer.

Moviestarplanet (MSP)

Moviestarplanet er en virtuel verden for de mellemstore børn (piger). Med sin avatar kan man indrette sit hjem, klæde sig på og først og fremmest lave små film med skuespillere, musik og historie.

MP3

MP3 er et format til musikfiler.

Musikfiler i MP3-formatet begyndte at være tilgængelige og blive spredt på internettet i begyndelsen af 1995.

Musical.ly

Musical.ly er en gratis og populær mobilapplikation med over 100 millioner brugere på verdensplan. 

I Musical.ly kan man lave små film, hvor man filmer sig selv, imens man mimer til musik. Når man vil lave en film, udvælger man en lille musiksekvens på 15 sekunder, som man bagefter filmer, at man mimer til. Når man er tilfreds med sin video, kan man tilføje filtre og effekter. Filmen deler man på Musical.ly, hvor følgere, fans og andre brugere kan kommentere og ”like” den lille film. I Musical.ly er fokus ikke på de oprindelige musikere, men derimod på brugerne og den kreativitet, de kan nå at vise på 15 sekunders mimevideoer.

Forældre og fagpersoner kan her finde en guide og læse mere om Musical.ly.

Netdating

I dag er det muligt at møde og date personer gennem internettet. Og der findes websites og apps, der er beregnet til netdating – fx dating.dk og Tinder. For nogle handler netdating om at finde en kæreste og måske endda den eneste ene, imens andre bruger netdating til at finde en at have sex med.

Netdating er efterhånden blevet et ret almindeligt fænomen. Langt de fleste, der netdater, er ganske almindelige mennesker. Netdating giver for nogen let adgang til at mødes med andre, der deler samme interesser eller livsstil som én. Eksempler på sådan nogle websites er farmerdating.dk og seniordating.dk.

Netflix
 En amerikansk leverandør af online-streaming af film og tv-serier over Internettet. Brugere betaler et månedligt beløb til Netflix og har herefter ubegrænset adgang til alle film og tv-serier på tjenesten. I juni 2014 havde Netflix over 50 mio. kunder fordelt i hele verden.
Netkærester (NK)

En netkæreste er en person man lærer at kende og flirter med via nettet. Nogle har netkærester for sjov, men nogle bliver rigtigt forelskede i deres netkæreste – og så kan det være de mødes irl (in real life).

Der er stor uenighed blandt børn og unge, om hvorvidt det er ok/cool at kæreste på nettet. I en tidligere DR online-afstemning synes 53%, at ”det er en forkert måde at elske hinanden på”, mens 25% synes det er ”fedt nok”.

Unge om plusser og minusser ved netkærester:
Plusser:”Det er et godt alternativ til f.eks. at score i byen osv., da man jo kun dømmer på udseendet og lidt overfladisk snak... Synes at det er fedt at man kan lære folk rigtigt at kende på nettet og tilmed se dem, før man møder dem IRL”

Minusser:
”jeg har haft en netkæreste det er ret nedern og jeg følte mig meget utryg ved det. jeg vidste jo ingenting om denne her person... Desuden... man kan udgive sig for noget man ikke er og det giver en MEGA risiko på noget negativt..."

On-demand
Et udtryk for noget, der kan streames eller høres uden, at man skal være på nettet, eller hvornår man ønsker det. Det kan for eksempel være en film eller en podcast, man har downloadet. På streamingtjenester som Viaplay og Spotify kan man blandt andet downloade musik, film og tv-serier for så at se eller høre dem, for eksempel når man flyver, eller når man kører lange ture i bil.
Online spil

At spil i dag i høj grad foregår online har først og fremmest den fordel, at man ikke behøver være i samme stue for at spille sammen. Familiens x-box eller playstation-spil giver nu mulighed for at spille online med folk fra hele verden.

Der er mange holdninger til om det er godt eller skidt, at børn og unge bruger deres tid på at spille på nettet. Medierådet har lavet flere undersøgelser om børn og online-spil, hvor de positive aspekter fremhæves. For eksempel ser det ikke ud til, at onlinespil virker socialt isolerende for den store gruppe børn og unge.

Her er nogle af spillernes egne ord for positive og negative ting ved onlinespil sakset fra Medierådets rapport ” Børn og unges brug af online computerspil”.

Gode ting:Møder nye mennesker, Lærer mere engelsk, Sjovere end at spille alene, For det meste mere udfordring, Kan også spille med venner

Dårlige ting:
Kan blive svinet til, Forbindelsen kan være dårlig, Søvnmangel, det tager for meget af ens tid og energi, afhængighed.

Online venner

Venner er ekstremt vigtige, især for unge teenagere. I dag suppleres venner fra skole og hjem med venner, som de unge har mødt på nettet. Måske mødes man via en klub om fodbold. Måske er venskabet startet med kontakt via Facebook – eller i et hotelrum på Habbohotel.

Nogle børn og unge har venner på nettet, som de aldrig møder i virkeligheden Andre vælger at mødes i virkeligheden irl (in real life). Ikke mindst derfor, bør forældre interessere sig for deres børns venner i cyberspace. Nogle mennesker giver sig ud for at være en anden, end de er. Derfor kan det være risikabelt at mødes med en kontakt fra nettet alene.
Råd: Følg SMART reglerne

PB/PM

En personlig besked (PB) eller en personal message (PM) er en besked, man på Facebook kan sende til den anden bruger via hans/ hendes profil. Den fungerer som en email og kan kun læses af dem, der er involverede. Lige som en email kan flere modtagerer sættes på beskeden.

Phishing

Phishing er et internetfænomen, som går ud på at franarre internetbrugere deres identitet på internettet. Som regel sker det med henblik på at få fat på kreditkort- eller netbankoplysninger.

Som regel sker phishing ved, at man modtager en falsk e-mail, der ser ud til at komme fra ens arbejdsplads, bank, forsikringsselskab eller en anden afsender, der virker troværdig. I e-mailen bliver man opfordret til at sende personoplysninger, numre på betalings- og kreditkort, brugernavn og password, kontonumre, cpr-numre, pin-koder eller lignende tilbage til afsenderen i en mail.

En anden phishing-metode er, at en person lokkes til at opgive sine personlige oplysninger på et falsk website eller i en chat over fx Skype eller MSN Messenger.

Phishing kan også ske over telefonen, hvor man bliver ringet op af en, der fortæller, man har vundet i en konkurrence. For at modtage sin præmie skal man opgive forskellige personlige oplysninger samt bank- og kontooplysninger.

Pinterest
 Pinterest er en sammentrækning af det engelske ord for nål "pin" og "interest", som betyder interesse. Det er så at sige et socialt netværk, hvor du kan sætte en nål i et billede, der interesserer dig, og hænge det op på din opslagstavle/dit board.

På Pinterest kan man gå på opdagelse i hinandens opslagstavler eller ved hjælp af søgeord, hvis man søger inspiration inden for et bestemt område. Brugerne kan vælge at følge hinanden på kryds og tværs, og man kan nøjes med kun at følge de boards hos en anden bruger, der har ens interesse.

Synes en bruger tilstrækkeligt godt om et foto, som denne møder på sin vej, kan funktionen ’repinning’ benyttes. Dernæst indsættes billedet på et board efter eget ønske, og brugerens followers (andre brugere, der følger den pågældende bruger) vil blive præsenteret for det ved næste login.

Pinterest bliver især brugt af kreative sjæle, som mangler inspiration til garderoben, indretning af værelset eller det næste DIY(do it yourself)-projekt.
Podcast

En podcast er en digital mediefil, der indeholder enten lyd eller video. Podcasts bliver udgivet i serier, som man kan abonnere på og downloade via et website eller iTunes. En podcast er en ikke-streamet webcast, så man kan fx finde tidligere radioprogrammer som podcasts, downloade og høre dem som en normal lydfil.

Begrebet podcast har efterhånden erstattet ‘webcast’. Podcasten har sin oprindelse med Apples musikafspiller, iPod. I dag bruges ‘podcast’ i bred forstand om denne type mediefiler og ikke kun ifm Apple.

Der findes også v-casts, som er podcasts i videoformat.

Pokémon Go
Pokémon Go er et spil, man kan downloade til sin mobiltelefon. 

Spillet går ud på, at man fysisk går rundt og finder de små gemte, digitale fantasi-dyr, Pokémons, i lokalområdet fx på vej til skole eller i toget. Særligt ved spillet er, at den digitale applikation interagerer med det fysiske område, man som spiller befinder sig i.

Som udgangspunkt er spillet gratis både at downloade og spille. 

Pokémon Go
Pop-unders

Pop-unders er reklamer, der åbnes i et nyt browservindue, når man færdes på visse websites. Pop-unders er skjulte under det aktive vindue. De afbryder derfor ikke brugeren med det samme, og man ser dem ikke, før de vinduer, der dækker pop-under reklamen, bliver lukket. Det gør det svært at afgøre hvilket website, der i første omgang åbnede dem.

Pop-ups

Pop-ups er en form for online-annoncering på internettet. Deres formål er at tiltrække webtrafik eller indhente e-mail-adresser.

Pop-ups er nye browservinduer, der popper op og viser reklamer. Sådan en reklame, der popper op, er for det meste lavet med JavaScript.

Udover denne type pop-up reklamer findes der også pop-under reklamer. Der findes forskellige muligheder for at blokere for pop-ups under indstillingerne i de fleste browsere.

Pornografi på nettet

Den nordiske undersøgelse ”børn, unge og pornografi i Norden” viser, at de fleste børn og unge bliver introduceret til porno på internettet i 12-14 års alderen. Undersøgelsen viser også, at børn og unge generelt skelner klart mellem sex i deres egen virkelighed og det pornografiske univers. De unge oplever for det meste pornografi som noget normalt. Til gengæld oplever flere af de unge et større ubehag ved de pornografiske elementer i det offentlige rum, som er dagens realitet i både tv-serier, musikvideoer og reklamer.

Det er en del af teenageres udvikling at interessere sig for sex, og det er ganske naturligt, at unge prøver grænser af ved at se på porno. Hvis teenagere i øvrigt får en bred indsigt i voksenlivets seksualitet får det ikke en større betydning for dem. Men mindre børn skal ikke ufrivilligt og uforberedt se på porno på nettet. Det kan være meget voldsomt. Børn skal vide, at de ikke behøver forholde sig til sex mellem voksne som 10-årige.

Der er brug for at inddrage internet-pornografien i seksualundervisningen i folkeskolen, og der er brug for at forældre taler med deres børn om pornografi.

Profiler

En profil er en slags mini-hjemmeside, som man skal oprette for at blive bruger på en social side. En profil indeholder typisk brugernavn, alder, billede, by og en kort beskrivelse af personen bag profilen.

Valg af brugernavn og billede signalerer, hvordan man ønsker at blive opfattet. Mange børn har faktisk tit mere end én profil. Derfor kan ”Dansemusen” og ”IcallForLove” kan nemt være den samme person.

RSS Feeds

RSS-feeds (really simple syndication) kan bruges til at gøre det nemmere for brugerne at følge med i strømmen af informationer på websites, der tit bliver opdateret som fx websites med nyheder og weblogs.
Brugeren modtager som regel en overskrift (eller et kort resumé), der er linket til websitet i sin RSS-læser. RSS-læseren kan man enten have liggende på sin egen computer, eller man kan benytte en af RSS-læserne tilgængelige på internettet.

Teknologien bag RSS-feed fungerer på den måde, at et website tilbyder let opdateringsstrøm af alle de websites, man har lagt ind i sin RSS-feed. Ved at sætte en RSS-læser op til med jævne mellemrum at besøge sådan et RSS-feed og scanne den for ændringer, kan man følge med i opdateringer uden at skulle besøge de forskellige websites selv. Det gør, at man hurtigt kan skimme de ny indhold igenne, danne sig et overblik og på den måde følge med på et stort antal websites på en gang.

Seksuelle krænkelser og overgreb på børn online

Internettets anonyme chatsteder er et godt sted at møde andre. Chat lægger op til åbenhjertige ”samtaler” og anonymiteten giver mulighed for at snakke om ting, man ikke kan tale med familie og venner om. Desværre er der nogle unge og voksne, der misbruger chatstederne og krænker seksuelt.Seksuelle krænkelser kan gå fra sproglig chikane til alvorlige seksuelle overgreb:
• Sproglig seksuel chikane er for eksempel, hvis en person i chatten til en 12-årig pige skriver ”jeg knepper dig din lille luder”.
• Blufærdighedskrænkelse er for eksempel, hvis en person i chatten får lokket en 14 årig til at gå på webcam, og dér viser sig at være en voksen mand, der sidder og onanerer.
• Cybersex er for eksempel, hvis en person på chatten presser en helt ung pige til at tage tøjet af på webcam eller skrive om seksuelle fantasier
• Seksuelle overgreb er, hvis en seksuel krænker kontakter et barn på et chatsted og manipulerer barnet til at mødes (læs mere under grooming) og dér presser barnet til seksuelle aktiviteter.
 

Blufærdighedskrænkelse og cybersex kan være en meget voldsom oplevelse for en helt ung teenager. Ansvaret ligger altid udelukkende på den ældre person, som kan straffes ifølge forbud mod blufærdighedskrænkelse.

Selfie
 En selfie er et billede, som en smartphone-ejer tager af sig selv med kameraet i sin telefon. Det er blevet så populært at tage selfies, at selfiestænger er blevet et udbredt fænomen. En selfiestang er en 0,5 - 1 meter lang stang, man kan sætte sin smartphone fast på. I den modsatte ende af stangen er der et håndtag, som man kan holde fast i, og med et tryk på håndtaget, tager man et billede med smartphonen, som er længere væk end den klassiske armslængde.

Billeder med flere personer på, som optages af én af personerne på billedet, kaldes usies.
Selviscenesættelse

Selviscenesættelse er en central del af det at være på internettets mødesteder. Via profiler og billedgalleri kan man vise sig selv frem. Langt de fleste børn og unge bruger profilerne positivt.

Der er hos nogle voksne en bekymring omkring seksualiseret selviscenesættelse. Nogle helt unge piger iscenesætter sig selv med kavalergang, trutmund eller henslængt på en seng. Drengene er også på banen f.eks. fotograferet bar overkrop.

Sexting

Fænomenet ”sexting” har været kendt siden 2005, og er en sammentrækning af ordene sex og texting, altså sende sms’er/mms’er/beskeder i apps med seksuelt indhold.

I efteråret 2010 kom det frem, at der i Østjylland hersker en trend, hvor unge piger tager nøgenbilleder af sig selv og sender til veninderne som bevis på tillid og venskab. Selvom pigerne sender billederne frivilligt, kan det alligevel blive problematisk. For hvis pigerne bliver uvenner, bliver billedet måske sendt videre, og så har man ikke længere kontrol over billedet. Det, der startede som en naiv tillidserklæring, kan udvikle sig til en meget stressende situation, hvor pigen er udstillet i en sammenhæng, hun slet ikke havde forestillet sig.

I USA og Australien har der været flere sager om teenagere, som er blevet sigtet for at distribuere børnepornografi, fordi de har sendt seksuelle billeder af sig selv eller venner til andre, og på samme måde er modtagerne af billederne blevet sigtet for besiddelse af børnepornografisk materiale.

Sextortion
Sextortion er en sammentrækning af ordene "sex" og det engelske ord for afpresning: "extortion".

Her bruges seksuelle eller intime billeder og videoer af offeret til afpresning. Offeret skal fx betale penge eller sende flere intime billeder til afpresseren for at undgå, at materialet bliver offentliggjort - til eksempelvis alle ofrets Facebook-venner.
Skype

Skype er et gratis program, som kan hentes ned på ens computer eller som app til smartphone. Skype er en måde at kommunikere med hinanden via internettet. Det er ikke gratis at ringe til telefonnumre fra Skype, men man kan både chatte og føre videosamtaler med andre brugere fra hele verden, uden det koster noget.

Sladdersider

Sladdersider er websites eller gruppesider på sociale medier, hvor anonyme brugere offentliggør sladder om navngivne personer fx fra skolen eller kendte personer. Tonen er ofte meget hård, og indholdet kan være dybt krænkende for dem, der bliver udstillet på websitet. Juridisk er det svært at stoppe sladdersider, fordi dem, der opretter, fremstår anonyme, og der kan være mange aktive brugere på siden. Selvom Facebook lukker de sladdersider, som oprettes der, dukker der hurtigt nye op igen.

SMART regler

Sæt grænsen
Blokér ubehagelige personer og hjemmesider.
Læg ikke private oplysninger om dig selv ud på nettet.
Mød ikke en ven fra nettet alene
Tal med dine forældre, hvis du vil mødes med én, du kun kender fra nettet.
Gå aldrig alene til mødet.
Anmeld ulovligheder og snyd
Gem beviserne og anmeld snyd eller ondskabsfuld opførsel.
Respektér andre
Skriv pænt og læg ikke billeder eller private oplysninger om andre ud på nettet
Tal med én du stoler på
Husk, det hjælper altid at tale med nogen, hvis du har oplevet noget dårligt.

Smartphone

I bund og grund er en smartphone en computer i mobiltelefonstørrelse. Ligesom der findes fastnet telefoner, findes der også smartphones. Det, der kendetegner en smartphone er en skærm, der oftest fylder hele forsiden af mobilen. Skærmen reagerer ved tryk fra en finger eller en pen, der er lavet til formålet. Smartphones kendetegnes også ved at kunne andet end ”bare” at ringe, skrive beskeder og tage billeder. Man kan for eksempel skrive mails, gå på nettet, tjekke sin kalender og se videoer på en smartphone. En smartphone har typisk mulighed for installation af apps, så man kan spille spil, se virtuelle videoer eller høre musik. 

De to mest brugte styresystemer til smartphones er IOS og android. IOS hører til Apples mobiltelefoner, iPhone’s. Mens android, udviklet af Google, er et åbent system, som bruges af blandt andet HTC, Samsung og LG til deres smartphones.

Snapchat

Snapchat (ofte bare kaldet "snap") er en app, der kan bruges til at sende billeder eller korte filmklip. Snapchat har også en chat-funktion, hvor man kan skrive beskeder til sine venner, og den har funktionen "Min historie", hvor man kan lægge video og billede ud til alle sine Snapchat-venner lidt ligesom en statusopdatering på Facebook.
Det særlige ved Snapchat er, at billederne forsvinder igen efter 1-10 sekunder. Hvis man får en snapchat-besked, skal man altså kigge godt på skærmen, for billedet eksisterer i princippet kun i ganske få sekunder. I chat-funktionen forsvinder beskederne, når man har læst dem. Og dét med at sende hurtige billeder hitter blandt børn og unge. De oplever, at det giver en privathed, at billederne forsvinder hurtigt.

Billederne kan stadig kopieres
Selvom der lægges op til det modsatte, kan billeder sendt via Snapchat gemmes, hvis modtageren tager et skærm print (screen shot), mens billedet vises. Det er vigtigt at fortælle børn, at billeder altså ikke nødvendigvis er private. I november 2015 ændredes Snapchats vilkår desuden, så Snapchat nu ejer rettighederne til de billeder og film, som brugerne udveksler. Selv skriver de, at de kun vil gemme og dele billeder, som er delt i "Min historie", men i princippet har de rettighederne til samtlige billeder og film sendt på Snapchat. Det er altså stadig relevant at lave "mormortesten," før man sender billeder via Snapchat (mormortesten: hvis du ikke ville vise billedet til din mormor, så skal du ikke dele det på nettet).

Mobning og Snapchat?
Det er oplagt, at nogle børn og unge vil bruge Snapchat til at sende private billeder, som de ellers ikke ville turde sende. Og det betyder også, at der er en risiko for at Snapchat vil blive brugt som redskab i mobbesituationer og til at sende seksuelle billeder, så der er god grund til at tale med børn og unge om app'en for at undgå dumme situationer.

SNS

SNS er forkortelsen for Social Networking Service. En SNS er en online service, platform eller et website, der fokuserer på at opbygge og understøtte sociale netværk eller sociale relationer mellem personer, der fx deler interesser.

SNS giver brugerne mulighed for at udveksle idéer, aktiviteter, begivenheder og interesser inden for deres individuelle netværk.

På SNS'er har brugerne profiler. Her kan man se deres sociale forbindelser med andre brugere og en bred vifte af andre ydelser. SNS er som regel webbaseret og giver muligheder for brugerne til at interagere med hinanden over internettet. Online communities anses også for at være SNS, men i en bredere forstand. SNS er en person-centreret tjeneste, mens de online tjenester, der er baseret på et community, er gruppe-centrerede.

Spam

Spam er uopfordret reklame, der ulovligt sendes via email. Reklamen har oftest det formål at lokke modtageren til at købe nogle produkter over internettet.

Man modtager spam fra anonyme personer og virksomheder, der har opfanget ens email-adresse. De kan fx have gennemsøgt websites eller online artikler for at få fat på modtagerens email-adresse.

Normalt har spammailens afsender en ugyldig e-mail-adresse. Derfor kan man ikke skrive tilbage og klage over den spam, man har modtaget. I nogle tilfælde er spammerens emailadresse en helt tilfældig persons emailadresse.

Speek

Social netværksside, der kalder sig ”ungdomsportal”. Alle profiler er offentlige, og alle brugere kan frit kontakte hinanden. På Speek er der imidlertid ingen aldersgrænser og ikke nogen tydelige regler for hvilket indhold, der må uploades. Derfor uploades løbende en del indhold af seksuel karakter.

Spotify
Spotify (sammentrukket af "spot" og "identify") er et musik-streamingprogram, som giver brugerne mulighed for at lytte til musik fra et stadig voksende online lydbibliotek. Spotify kan bruges både på smartphone og computer. Det findes i en gratis udgave, hvor der jævnligt bliver afspillet reklamer, og i en betalingsudgave, hvor man for et månedligt beløb får ubegrænset adgang til hele Spotifys lydbibliotek uden reklamer.
Sprogfiltre

Mange af de store netmødesteder har installeret kreative sprogfiltre, som enten laver ordene om eller sender advarsler, hvis nogen bruger groft sprog.

Eksempler på sprogfiltre
  • ”Bobba-filteret” på hjemmesiden HabboHotel ændrer provokerende ord til ”bobba”….
  • På hjemmesiden Jubii bliver provokerende ord ændret til blomsternavne.
  • På hjemmesiden Arto får man en advarsel, hvis man flere gange bruger bestemte ord.
Spyware

Spyware er en slags ‘spionprogrammer’. Det er malware og består af små programkoder, der gør det muligt for ens computer at kommunikere via internettet med eksterne computere.
For det meste holder spywaren øje med, hvilke websites man kigger på. Derefter sørger de for at aktivere en masse pop-ups. Andre spyware-programmer kan genere ens computer så meget, at den blive langsom og til sidst går ned.

Statusopdatering

Statusopdateringer er mest kendte fra Facebook, men bruges også på andre sociale medier. En statusopdatering er en kort tekst, man skriver på ens brugerprofil. Den fortæller kort sagt om ens egen ’status’ – hvordan er ens humør, hvad laver man p.t., eller har man oplevet noget spændende, de andre brugere skal høre om?

Når man skriver sin statusopdatering, bør man huske på, at det ikke kun er ens venner, der kan komme til at læse den. Det, man skriver, kan derfor komme til at følge én i lang tid bagefter.
I statusopdateringerne på Facebook kan man i øvrigt tagge andre fra ens venneliste ved at skrive @ efterfulgt af den andens/de andres navne, og man kan indeksere statusopdateringen med et #tag (læs mere unger "Hashtag).

Streaming
Kommer fra verbet at streame. Nu hvor streamingtjenester som Netflix og Viaplay er blevet så store betyder det, at man ikke ser TV, som man gjorde før i tiden. Udbuddet af serier er så stort, at det blevet mere udbredt at streame serier og film. Man streamer, når man for eksempel ser et afsnit af en serie som er blevet sendt i TV’et, men man ser det på nettet efter at det er blevet sendt.
StumbleUpon

StumbleUpon Er en toolbar, brugeren kan integrere i sin webbrowser. StumbleUpon finder og anbefaler web-indhold til sine brugere. Dens funktioner giver brugerne mulighed for at opdage og bedømme websites, fotos og videoer, der er udvalgt specifikt til brugerens smag og interesse.

De websites, der anbefales af StumbleUpon, er blevet eksplicit anbefalet af brugerens venner eller en af over 15 millioner andre websurfers med interesser, der matcher brugerens. Et simpelt 2-niveau rating-system giver brugerne mulighed for at videregive eller give deres mening om ethvert website med et enkelt klik. Disse vurderinger også tilsluttet brugere, der deler unikke kombinationer af interesser. StumbleUpon findes i versioner til webbrowserne Firefox, Mozilla Application Suite, Google Chrome og Internet Explorer.

Tagge

At tagge er mange ting på en gang. Egentlig er det en måde at indeksere på, som stammer fra bibliotekernes indekseringsmetoder. Man tagger en statusbesked eller et blogindlæg så andre brugere lettere kan finde derhen.

På bl.a. Facebook og Flickr kan man også tagge billeder med personnavne, så man ved, hvem de forskellige på fotografiet er.

På Twitter bruges det at tagge oftest til at sætte et emneord på ens tweet. Tagget kan bruges som nøgleord, man kan klikke på og derved se andre tweets om samme emne. Tagget kan også bruges som en sarkastisk kommentar til, hvad man har skrevet og på den måde give nyt indhold eller et nyt perspektiv til tweetet.

Tidsbegrænsning

Der kan være en tidsbegrænsning på en handel, man foretager på en webshop. Tidsbegrænsningen er typisk sat som en cookie, der er kodet til at logge brugeren af efter et x antal minutter. Hvis tidsbegrænsningen er på 5 minutter, og den bliver overskredet, vil ens varekurv automatisk blive tømt.

Der kan også være en tidsbegrænsning på, hvor lang tid du kan være logget på et website. Webbanker har typisk en tidsbrænsning på 15 minutter. Hvis man har været logget på og ikke foretaget noget på websitet i 15 minutter, bliver man logget af systemet.

Tinder
Tinder er en lokationsbaseret social opdagelsesapp, der formidler kommunikation mellem brugere, der er interesseret i hinanden. Den bliver primært brugt til dating.

Ved hjælp af Facebook-profiler samler Tinder brugernes grundlæggende informationer og matcher potentielle kandidater baseret på geografisk placering, antal fælles venner og fælles interesser. I praksis fungerer Tinder sådan, at brugeren bliver præsenteret for et potentielt match (en anden bruger på Tinder) med billeder, profiltekst, fælles venner og fælles interesser, som vedkommende kan "like" eller "pass". Hvis to brugere liker hinanden, resulterer det i et "match", og Tinder introducerer de to brugere og åbner muligheden for en chat. Tinder er for personer over 18 år.
Trashe

Det at trashe kan have to betydninger:

• Den første betydning er, at man smider noget ud. ’Trash’ er det engelske ord for skrald.

• Den anden betydning af at trashe er at tale grimt om nogen.

Troll/Trolling

En troll er et fænomen, der findes på internettets forskellige debatfora og sociale medier som Facebook. Især på nyhedsgrupper og blogs, kan der dukke en troll op. Troll’en skriver indlæg med det formål at provokere og fremkalde en hidsig diskussion. En troll mener ikke nødvendigvis, hvad han/ hun skriver. Det primære formål med indlæggene er udelukkende at få folk til at hidse sig op og "bide på krogen".

En troll kan bruge forskellige metoder til at forstyrre og ødelægge en debat. En måde er at fremsætte en række skarpt formulerede afvisninger af det fælles værdigrundlag, brugerne på websitet har. Et eksempel kunne være at afvise guders eksistens i et debatforum, der handler om religiøse spørgsmål. En anden arbejdsmetode er at krydsposte et indlæg til flere grupper. På den måde kan et svar fra én gruppe kan ses i begge grupper. Her vil en troll så vælge to grupper, hvor deltagerne har meninger, værdier og debatformer, der adskiller sig markant fra hinanden, fx en selvhjælpsgruppe for alkoholikere og en gruppe for ølbryggere. Her kan en troll typisk nøjes med et enkelt indlæg, der udfordrer deltagerne i den ene gruppe, hvorefter diskussionen ofte vil udvikle sig eksplosivt.

Trusler på mobilen

Flere børn har prøvet at få digitale trusler om bank. Det kan være en sms, hvor der står ”du skal dø” eller en besked i gæstebogen ”jeg slår dig ihjel”. Det er en alvorlig sag at true andre på livet. Oftest er der ikke alvor bag denne slags trusler, men især mindre børn kan blive meget påvirkede og bange, fordi de tager ordene bogstaveligt. Derfor er det vigtigt som voksen at tage digitale trusler alvorligt.
Se konkrete eksempler på online trusler og relevante overvejelser i fagfolkstemaet om konkrete situationer.

Tumblr
Tumblr er både en platform til micro-blogging (korte blog-tekster som på Twitter) og et socialt netværk (som Facebook). Det giver brugerne mulighed for at poste tekst, links, billeder, lyd og film.

Brugere kan følge andre brugeres blogs, og de kan vælge, om deres egen blog skal være privat eller offentlig. Tumblr findes både på website og app.
Twitter

Twitter er et socialt netværk og mikro-blogging-website, der giver brugerne mulighed for at sende egne og læse andre brugeres opdateringer, også kaldet tweets. Et tweet er en tekst-baseret post, som har en begrænsning på max 140 tegn. Man kan geo-tagge sit tweet og vedhæfte fotografier og links til andre websites.

Den største forskel mellem Facebook og Twitter er, at alt indhold på Twitter er fuldt offentligt. Det handler om at følge og blive fulgt. Man vælger at følge dem, der har noget interessant at fortælle.

Som bruger kan man på Twitter altså læse tweets fra de brugere, man selv har valgt at følge. Man kan sende sine tweets via Twitters website og via en app fra smartphone.

Det er normal praksis at bruge @ (’ad-mention’) og # i sit tweet til hhv. at nævne andre brugere eller hashtagge sit tweet.

Twoo
Twoo er et globalt socialt netværk. Ifølge stifterne oprettes der hver dag over en million nye forbindelser på Twoo. På det sociale medier, der kan tilgås via app og hjemmeside, kan man chatte, søge eller vise billeder frem eller møde nye mennesker. 

Netværket er primært bygget op som netdating-portal.
Venneanmodninger

En venneanmodning er en type besked, man på Facebook og andre sociale netværk kan sende til en anden bruger for at få tilføjet den anden bruger på sin venneliste.

Man kan ignorere, acceptere eller afvise en venneanmodning alt efter, om man vil kendes ved ham/ hende, der har sendt den til én.

Vennelister (på Facebook)

Vennelisten er listen over dem, man er venner med. På Facebook er den vist på ens egen profil med vennernes profilbillede og navn.

Vine

Vine er en mobilapplikation, hvor man kan lave små videoklip af max 6 sekunders varighed. Videoklippene kan man så dele på Vine, Twitter og/eller Facebook og få kommentarer til sine minivideoer fra andre brugere. Vine fungerer lidt ligesom Twitter. Man kan følge hinanden og få besked, når en bestemt bruger har delt nye videoer. Man kan også give og få ”likes”.

Vine appellerer til børn og unge, fordi de kan li video-mediet og de muligheder video-appen giver for at være kreativ.


Vine stiller de samme krav til børn og unge som Facebook. Inden de deler, skal de have overvejet om indholdet i videoen er for privat eller udstiller kammeraterne. For som vi ved: når først en video er delt, så er den online for altid.

Se indslag om Vine på DR.dk

Virtuelle verdener

En virtuel verden er en verden, der kun eksisterer på internettet. Det er en verden, hvor websitet sætter rammerne, og hvor brugerne skaber indholdet. Brugerne skal være registrerede og logge sig på for at få adgang til verdenerne. Eksempler på virtuelle verdener er World Of Warcraft, Second Life, FiFA, Habbo, Gosupermodel og Moviestarplanet.

Vlog
 Vlog er en sammentrækning af ordene "video" og "blog". Vloggere er bloggere, som udtrykker sig på video i stedet for skrift. De har fx deres egen YouTube-kanal, hvor brugere kan følge dem. I 2015 havde det populære danske teenage-kærestepar RobinSamse fx 135.000 følgere på YouTube. Nogle bruger vloggen som en dagbog, mens de fleste fokuserer på et bestemt tema - fx skønhedstips, spiltips eller underholdning.
Wall/Væg

Der findes en væg på langt de fleste sociale medier. På Facebook er væggen tilknyttet brugerens egen profil. Den er et sted, hvor ens Facebook-venner kan skrive offentlige beskeder, sende billeder og links til én, og hvor brugeren selv og andre på vennelisten kan svare på beskederne. Væggen fungerer som en opslagstavle til beskeder, invitationer osv. Alt det, som brugeren deler med andre - fx statusopdateringer, billeder, film og links vises også på brugerens personlige væg. Og den fungerer også som en gæstebog.

Webcam

Et webcam eller bare et ”cam” er et kamera, der enten er indbygget i computeren eller tilsluttes til computeren. Med webcam kan man vise live-video af sig selv til den person, man chatter med. Hvis for eksempel man skal til fest på skolen om aftenen, kan man lige kontakte sine veninder på nettet og spørge, om de vil kommentere den nye bluse… 
Webcam fjerner anonymiteten. Det kan give en tryghed, fordi man kan se den, man chatter med. Det er en sikkerhed, hvis børn eller unge vil mødes med en ven fra nettet, som de reelt ikke ved særlig meget om. Omvendt kan børn få dårlige oplevelser, hvis de bliver lokket til at gå på webcam med en fremmed. Der er eksempler på, at voksne mænd lokker helt unge piger til at gå på webcam og derefter presser dem til at vise krop eller selv sidder og onanerer på kameraet.

Webhotel

Se hosting.

WhatsApp
WhatsApp er en app til smartphones. Hvor du med f.eks. iMessage på en iPhone kan sende beskeder gratis imellem Apple produkter alene, giver WhatsApp dig mulighed for at sende beskeder, billeder, video og lydfiler gratis imellem mange forskellige slags smartphones. WhatsApp, som kom på markedet i 2009, har vundet enorm stor popularitet blandt europæiske børn og unge.
World of Warcraft (WoW)

World of Warcraft bliver også kaldet ’WOW’. Det er spilfirmaet Blizzards første MMORPG (’Massively Multiplayer Online Roleplaying Game’).
Spillet tager udgangspunkt i firmaets verdensberømte Warcraft-univers. I World of Warcraft har krigen mellem The Alliance (’Alliancen’) og The Horde (’Horden’) udviklet sig sådan, at selve dens oprindelige årsag er blevet glemt. Nu fortsætter kampene i stedet som en kamp få at overleve. Og som spiller stiger man i levels i takt med, man løser missioner i WOW. Spillets grafiske verden præges af nogle utroligt varierede landskaber. Landskaberne virker også som grobund for en forskellig verdensopfattelse ud fra, hvilken race man har valgt, og hvor man starter.

Yellow

Yellow er en mobilapp, der er forbundet til Snapchat. Når man har oprettet en bruger, kan man ved hjælp af appen finde andre brugere, som man gerne vil chatte med via Snapchat. Den måde, som Yellow fungerer på, er ved, at man ved at ”swipe” (bevæge en finger hen over skærmen på ens smartphone) til højre eller til venstre afgør, om man vil være venner med den anden bruger. Dette beslutter man ud fra den anden brugers profilbillede. I Yellow kan man bestemme, om man vil finde ”drenge” eller ”piger”, og på den måde kan appen minde om en datingapp som eksempelvis Tinder.

I Red Barnet anbefaler vi, at man som forældre og/eller underviser taler med barnet om risikoen for at komme i kontakt med personer, der ikke er dem, som de udgiver sig for at være. Det er vigtigt at være opmærksom på, at chatten, der oprettes på Yellow ender med at foregå over Snapchat, hvor der er risiko for, at barnet kan føle sig presset til at dele intime billeder, fordi barnet kan presses til at tro, at billederne forsvinder igen med sikkerhed.

Man bør også tale med barnet om selvværd, fordi barnet i Yellow kan risikere at blive ”droppet” af andre blot ud fra dets profilbillede.

Youtube

På hjemmesiden www.youtube.com findes der et utal at videoer.
Rigtig mange børn og unge bruger siden som underholdning, hvis de keder sig…
Ideen med Youtube er, at man frit og gratis kan dele alle sine videoer med hele verden.